Tilbake  Annies Gjestekro  Matsider  Historie  Kultur  Vindkraft  Adresser/kart  Diverse  Sidekart 
Veikro - mat - overnatting - catering
Historie  Fauna  Kystkultur  Fornminner  Norgeshistorie  Industri  Gamle dager  Om navn  Dampskipene  Fyrhistorie 
Kulisteien  Lover  Om fiskeravgift  Våtmark  Skjoldlus  Havørn  Taretråling 

En Skildring fra Edøe-Præstegjeld paa Nordmøer
af Hans Grøn Bull
 
Topografisk-Statistiske Samlinger
Udgivne af Det Kongelige Selskab for Norges Vel.
Anden Deels Andet Bind. Christiania 1817.

Forord
I salig Justitsraad Schønnings trykte Reise igjennem Norge, 2det Hefte, have vi nogle Efterretninger om Oure, Surendalen, Stangvigen, Sundalen og Tingvold; ligesom H. Niels Gotsche From, der døde som Sognepræst til Meldalen hastigen af et Slagflod paa en Reise til Trondhjem i Ørkedals Præstegaard den 11te Septbr. 1793, har meddeelt en kort Beskrivelse over Oure, som er indrykket i det 19de Hefte af den Topografiske Journal for Norge; om Qvernæss, Grib og Edøe har man derimod ikke det Mindste hverken af Geheime-Archivariussen eller Andre. Det er bekjendt, at han reiste paa Nordmøer i Selskab med Biskop Gunnerus, som døde her i Christiansund i mine Forældres Huus 1773 den 25de September. Tvende Dage efter dette sørgelige Dødsfald tog den bedrøvede, ædle Schønning tilbage over Surendalen til Trondhjem, og kom hverken til Grib eller Smølen. Idet jeg efter Evne har søgt at fyldestgjøre Hr. Translateur Krafts saa billige Anmodning om Bidrag til hans vigtige geografisk-statistiske Verk over hele Norge, foresatte jeg mig tillige at skrive med nogen større Udførlighed, end Hr. Kraft fordrede, om disse sidst anførte Præstegjelde, for dog noget lidt at afhjælpe Mangelen paa Kundskab om dem. Edøe er Nabokald til Qvernæss, og har været mig vel bekjendt fra Aar 1785 til 86, da jeg betjente det i en Vacance. For at fordrive de ledige Timer, som Embeds-Forretninger tillode mig paa dette eenlige og afsides beliggende Sted, antegnedes det, som forekom mig at være af nogen Interesse, baade paa Kirkereiserne og under mit Ophold paa Edøe-Gaard, og dette har jeg siden efter Leilighed forøget. Det er altsaa fornemmelig egne Iagttagelser, flittig Bekjendtskab med Provst-Archivet i min salig Faders Tid og med Nordmøers Fogderies Matricul samt enkelte mundtlige Oplysninger af kyndige og troværdige Folk, hvorpaa dette lidet Arbeide er grundet. Maatte dette saavelsom mit Skrevne om Qvernæss og Grib vinde deres Bifald, der elske dette Slags Læsning, og blive til nogen Nytte og Fornøielse, er min Hensigt opnaaet.

Christiansund, den 23de December 1816.
Bull

Generell Beskrivelse. Præstegjeldets Historie.
Edøe-Præstegjeld, som ogsaa kaldes Smølens Kald, adskilles fra Hitterens Præstegjeld i Fosens Fogderie paa den nordøstre Kant ved Ramsøe-Fjord, en bred Arm af Havet, og paa den vestre fra Øen Grib ved den vide Havaabning Gribhølen, samt fra Qvernæss ved den 1/2 Miil brede Talg-Søe, som gaaer imellem Øen Tustern og Nordlandsøen samt den lille Øe Skorpen i Dalesundet ved Christiansund, paa den østre og søndre fra Oure og Stangvig; imod Nord er Havet. Dette Kald har fordum ligget under Oure (1), da dets Annexer Odden, Bratvær og Veien bleve betjente af en residerende Capellan, som boede i Bratvær-Sogn, for en ring Løn af Sognerpræsten paa Oure, og denne betjente Oure- og Edøe-Kirker; Veien imellem disse to Kirker er haard og henved 2 Mile lang. Da Kaldet, naar deelt, blev taaleligt Levebrød for 2de Præster, og Oure kunde blive særdeles mageligt ved at faae ikkun een Kirke, som staaer paa Præstegaarden, hvortil hører en stor Almue, afgik Edøe-Sogn fra Oure ved Sognepræsten Hr. Christopher Vildsøes(2) Død i Aaret 1749, og fik i samme Aar den 30te Juni sin første Sognepræst i Hr. Jacob Arøe (3), som 2de Aar tilforn var beskikket til Capellan. Kaldet har nu 3 Kirker, nemlig Hovedkirken Edøe og Capellerne Hopen og Bratvær. Det bestaaer af 30 Spand 10 Marklag af Halse-Thinglaug, 2 Spd. 2 Øre 18 Mkl. af Vigs, og af hele Smølens, som dog ei udgjør mere end 18 Spand 1 Øre 12 Mkl. Præstens Mensal er ikkun 4 Spand med Landskyld og 3 Spand 1 Øre 12 Mkl. med Bygsel, iberegnet baade Præstegaarden Rostvold Matr. No 31 2 Spand (de øvrige 12 Mkl. i Gaarden tilhøre Smølens Eier, Frøken Anne Maria Koren, hvilke Præsten bygsler og betaler Landskyld af) og Enkesædet Glasøen No. 27 1 Øre 12 Mkl. (Smølens Eier har de øvrige 12 Mkl. med Bygsel i denne Øe); men Præste-Enken skal tillige nyde Landskyld af 1/2 Spand i Edøe eller Tyrhoug. Af Proprietair-Godset i Smølens Thinglaug, der utgjør 14 Spd. 1 Øre, tilhøre Smølens Eier 13 Spand 2 Øre 12 Mkl., som beboes og bruges af Leilændinger.
Afgangne Borger Rasmus Danielsøn Bratvær og Kone Anna Cathrina Hals, som eiede Smølens Gods, have gjordt sig fortjente af dette Præstegjeld ved et Testamente, som er confirmeret paa Fredensborg-Slot den 9de November 1761, efter hvilket de have givet til Bratvær-Kirke 200 Rd., til Hopens 100 Rd., til Edøe-Skolecasse 400 Rd., til Bratværs og Hopens 600 Rd., tilsammen 1300 Rd.; til denne Summa lagde en Anonym 50 Rd. og Menigheden selv godvillig 150 Rd., saaat Kaldets Capeller og Skoler have en staaende Fond af 1500 Rd. paa Interesse.
Præstegjeldet bestaaer af deels større deels mindre Øer. Den 1/2 Miil brede Edøe-Fjord paa Skibsledet til og fra Trondhjem gaaer imellem Smølen og de andre Øer, som ligge indenfor: Tustern, Stabben og den lille derudenfor værende Solskær.

Gaarde og Vær paa Smølen
Smølen ansees for at være omtrent 7 Mile i Omkreds, 3 Miile i Længden fra Syd til Nord (4), og paa sine Steder af 1 1/2 Miils Brede, et fladt og sommesteds bakket Land med adskillige smaae udyrkede Dale, mange Moradser og Myre, hvor ere Vande og smaae Elve, der løbe ned til Søen, i hvilke Ørreter gaae op om Høsten og fanges deels med Kastnøter deels i Teiner, besynderlig i Elvene ved Gaardene Schjelberg, Gjøstelen, Klakken, Dyrnæs, Lille-Næsse, der har en Fugle-Øe, ligesom mange andre, Hopen, Sæter, Reiraae, Roxvog og Nelvig. Denne Øe, som er den største af alle paa Nordmøer, og omgiven med mange andre Øer og Holme, ligesom med en utallig, ja fast utrolig Mængde Skær og Tarer, synlige og usynlige, er temmelig bebygget rundtom ved Stranden til Beqvemmelighed for Folkets Søbrug, men burde være langt mere. Hele Gaarde kunde og burde opryddes og dyrkes langt høiere op, hvor Beboerne kunde leve for det Meste af Qvæg- og Korn-Avling, ligesom de til Hjælp kunde, fornemmelig om Vaaren, bruge Søen, naar Fiskeriet gik til. Den største Hinder er Mangel paa Skov og Træfang at bygge af. At denne store Øe har i fordum Dage havt nok deraf, bevise de hist og her fundne Fyrrerødder. Næsten paa alle Steder er ypperlig Tørv. Iblandt Gaarderne paa Samme anmærkes Dyrnæs i Bratvær-Sogn, under hvilken ligger 10 Huusmands-Pladser, hvoraf de fleste i senere Tid ere solgte fra Gaarden. Navnet har den af et Næs, der kaldes Kirke- eller Præst-Næsset, liggende lige indenfor Bratvær-Kirke, kun et Sva (5) imellem, og af Dyr, nemlig Hjorte og Hinde, hvoraf nogle endnu gives, endskjøndt ikke Skov; i en temmelig lang Dal overfor Gaarden, kaldet Dyrnæs-Dalen, have de gjerne havt Tilhold; undertiden svømme de over til Smølen fra Tustern og Hittern. Paa denne Gaard indebrændte Præsten Hr. Christian Tonning den 21de November 1739, da han her, formedelst Uveir, maatte tage Natteherberge under Reisen til Veiens Kirke; han boede 1/2 Miil fra Dyrnæs, indenfor Skomsøen eller Ytre-Skomsøen, saakaldet af Havets Skum. Hopen paa Øens nordre Side, hvor Capellet af samme Navn staaer, hvilket og kaldes Smølens, fordi det staaer paa Smølens faste Land -- Samme er en lille ottekantet Trækirke med Taarn og Spiir, kom i Stand 1748, og er kaldet ved Indvielsen af Biskop Dr. Frederik Nannestad de 5te August 1749: den Herre Zebaoths Kirke, den har Lys nok, og Prædikestolen over Alteret, til hvilken en Opgang indeni Sacristiet. Kirken staaer paa et Veirhaardt Sted; Kirkegaarden, som bestaaer af Myr, er sumpig og vaad. Dette Capel ligger 3 Mile i Nord fra Præstegaarden. Paa bemeldte Gaard Hopen findes i en Bakke ved Stranden Steenhøre eller Asbest, en Steenart, hvoraf Bittersaltjord udgjør en Deel, forbunden med Kiseljord; den bestaaer næsten af ligeløbende, silkeglindsende Trævler, som ere bøielige, og lettelig skilles ad. Steensøe-sund, 1/2 Miil nordost fra Kirken, saakaldet af en stor Mængde Steen, Havet har oplastet paa en liden Øe, Steensøen kaldet, lige tværtoverfor og adskilt ved et lidet Sund -- dette er og har været Smølens Eiers sædvanlige Opholdssted, naar Godset besøges. Ved Reiraaen har man fundet i en Bakke hvide sexkantede Chrystaller eller chrystalliseret Qvarts. Fra denne Gaard er korteste Vei over Ramsøe-Fjord til Qværnvær paa Hitteren, henved 3/4 Miil. Paa Smølen findes tillige adskillige andre Steenarter, saasom Kalk- og Pimpsteen; denne Sidste er egentlig en vulkanisk Frembringelse, og findes i Askehøie omkring ildsprudende Bjerge. Bruunrødt (udludet Jernjord eller sød Vitrioljord, Terra vitrioli dulcis) gives ved Gaarden Schielberg, hvor endnu Gruberne sees af et der anlagt Kobberverk (6), hvis Marsovn stod ved Gaarden Tyrhoug paa Edøen; det har nok aldrig været af Betydenhed, og intet Udførligt har jeg seet eller læst derom Kobberverk Ved bemeldte Gaard Schielberg ligger tillige ved Søen et Marmorbjerg et Riffelskud fra Husene. Det indeholder hvid Marmor, som efter Sigende synes at være noget grov, men skal ei være meget haard. Den gode Gaard Rangnæs, bekjendt af en stærk Strøm, Rangnæs-Strøm kaldet, ligger i Nærheden, og begge disse Gaarde paa Øens søndre Side.
Edøe, Matr. No. 58, i Halse-Thinglaug, af gammel Skyld 3 Spand 1 Øre 12 Mkl., formodentlig saakaldet af Edderfuglen, som saavel her som paa mange andre Steder i denne Egn har Rede, er en stor, flad, aflang og smuk Øe med god Jordbund til Høe, Korn og Potatos, af saadan behagelig Beliggenhed, at man seer hvert Skib og Fartøi, der gaaer Ledet til eller fra Trondhjem; den eies og beboes af Pastor emeritus Hr. Søren Hagerup Holck. Her staaer paa en liden Forhøining nær Søen, lidt østenfor Gaardens Huse, Hovedkirken, en gammel Steenbygning af een Længde, liden, lav, mørk, med smaae Vinduer. Efter gammelt Sagn skal Arbeidet være blevet standset med denne saavelsom Dolmøe-Kirkes Opbyggelse paa Hitteren formedelst den sorte Død, som borttog de fleste Mennesker, altsaa under Bygning i Midten af det 14de Seculum. Et Skriftehuus af Træe er i senere Tid bygget til dens nordre Side, til hvilket man maa gaae nede i Kirken; den har ingen betydelig Zirat eller anden Mærkværdighed. Dens Jordegods er ikkun 1 Spand 1 Øre 1 Mkl. med og uden Bygsel. Kirkegaarden, hvis Jord er fin Sand, ligesom paa Bremsnæss Kirkes ved Christiansund, er adskilt fra Kirken, ligger imellem denne og Gaardens Huse. Saavel Præstens som Kirkens Korntiende er ringe, men Fisketienden i gode Aar betydelig, naar man kunde faae Ret derpaa; thi den betales in natura.
Paa den nordøstligste Ende af Øen ligger Tyrhoug, den eneste Gaard paa Samme, foruden Edøe, 1/2 Miil fra hinanden. Ved bemeldte Tyrhoug er en temmelig god Havn for Skibe; paa den nærliggende Otterholm er en Varpering for Fartøier.
Præstegaarden Rostvold er ogsaa en Øe, beliggende i Edøe-Hovedsogn, næsten midt i Kaldet og 1/2 Miil vestenfor Edøe-Kirke, et godt Jordbrug, og kan blive bedre. Tætved Gaarden og samme tilhørende ligger en skjøn Øe, Forøen kaldet, hvor avles en betydelig Mængde Foder; her opholde sig endeel Søfugle, som give gode Æg. Kuli-Svaet, saakaldet af den store og gode Øe Kuli, Matr. No. 57, i Halse-Thinglaug, 3 Spand af Leie, og beliggende vestenfor Edøe, maa passeres af Præsten til og fra Kirken; det er ofte meget slemt.
Ved Øen Gjøen, Matr. No. 1, i Smølens Thinglaug, Edøe-Sogn, af Leie 2 Øre, som adskilles ved et lidet Sund fra Gaarden Gjøstelen paa Smølens Land, ligger et høit og spids Skær eller lidet Bjerg, kaldet Gjøe-Kirken, fordi det et stykke derfra seer ud som en Kirke; i Samme er en liden Hule, som udentil er saa trang, at man maa krybe derind, hvilket maa skee i Ebbe, thi i Flod gaaer Søen derind. Herinde (7) opholde sig Oddere, som der eftersøges og skydes.
Arnøen (8) ligger 3/8 Miil fra Rostvold. Her er en nogenledes god Skibshavn, især om Sommeren; dog beqvemmere for ud- end ind-gaaende Skibe, af den Aarsag at man ikke vel kan komme ud af den med sydlige Vinde, med hvilke man kunde seile Ledet ind .
Solværet, 1 1/4 Miil vestenfor Arnøen, en ringere Havn.
Lyngvær er en liden omflødt Øe, 1 1/2 Miil sydvest fra Bratvær, den yderste Gaard i samme Sogn, yderst ved Grib-hølen, i lige Linie med Grib og lige langt i Havet; dog 1 Miil fra hverandre.
Fiskeværene i Bratvær-Sogn ere: Odden, en god Miil søndenfor Bratvær; her stod i gamle Dage et lidet Capel, som er ei mere til; Hallerøen ligger 1/2 Miil søndenfor Odden, tilhørende Handelshuset Hof-Agent Peder Kaasbøl & Søn i Christiansund. Foruden nogle Ægholme under Hallerøen, er en skjøn Fugle-Øe indenfor i Nærheden, som man kan vogte for Uvedkommendes Besøg. Bratvær er et Borgerleie og Fiskevær, som eies af Borger Daniel Iversen, og beboes af ham og nogle Fiskere. Capellet Bratvær staaer her; det er en liden smuk Bygning, tildeels malet indvendig, har ikke Taarn. Kirkegaarden ligger paa en høi Klippe, hvortil slem Vei over Aabninger imellem Bjerge, som man springer over, langt fra Kirken; og er der neppe saamegen Jord, at Ligkisterne kunne skjules. Dette Capel ligger 2 1/2 Miil i Nordvest fra Rostvold.
Veiholmen i Hopens Sogn er en omflødt Øe, liggende ? Miil fra Bratvær, lige i Nord og længst ude i Havet, 1/2 Miil fra Hopens Kirke eller Smølens faste Land. Her stod fordum et Capel. Paa denne Øe boe 2de Borgermænd og ????? andre Opsiddere. Det er et godt Fiskevær; man pleier i Særdeleshed her fiske baade Skrei og Sei (9). Som Agn i Vaarfiskeriet bruger Folket paa Smølen ofte Skjæl og den lille vakre Krykje (Larus tridactylus Linnæi), som de kløve; Fisken pleier graadigere søge denne Madding end fersk Sild.

Tustern, Stabben, Solskær og Ertvog-Øe
Vende vi os nu til de Steder paa den indre Side af Edøe-Fjord, som tilhøre Præstegjeldet, da forekomme først paa den sønderste og Talgsøen nærmest tilliggende Kant nogle smaae Øer, Holme og Sunde. Langholmen ligger noget langt ud, Stangdroget længer ind, hvor der er en Varpering; ogsaa i Hammersund en stor Fartøi- og en Varpe-Ring, til Nytte og Beqvemmelighed for de Fartøier, som her søge Havn. Strax der østenfor møder den 1 Miil lange og ligesaa brede (10), høie og steile Øe Tustern (Tussen eller Tustra), som har faaet Navn af Tusser, Trold eller Jotuner (11) hvilke da og i senere Tid maae have boet her. Paa Øen ligge adskillige Gaarde, saasom: Erritsvig eller Ersvig, Halsnæs, Liustad, Jørgenvog, Leervog, Tømmervog, Linvog, Leren, Brandsvig, Sandvig, Guldsteen, Hals; foruden disse endnu faa. Ved den sidstnævnte samt ved Jørgenvog og Linvog staae Sauge. Naar Nordfarerne see Tusterns høie Fjeldtinder omgivne eller bedækkede med hvidgraa Taage, sige de: Skoudda paa Tusna, Nora Vind i Have.
Paa den nordøstre Side adskilles denne bratte og mindre end smukke Øe ved det saakaldte Solle-Sund fra den meget mindre men ogsaa høie og steile Øe Stabben, som ligger imellem Tustern og Ertvogøen. Den har nogle Gaarde, iblandt hvilke endeel i Sundet, saasom: Fjellingdal, Carlsvig, Nygaard, Ørboug, Inderberg, Stabben, som i Matriculen kaldes Ødegaard, er No. 67 i Halse-Thinglaug, af Skyld 18 Mkl., Nouten og Sollum, hvilken ligger yderst i Sollesundet, paa den nordre Side ved Edøe-Fjord. Professor Schønning mener rimeligen, at Øen har faaet Navnet Stabben af det derpaa liggende Fjeld, der er fladt ovenpaa og brat paa Siderne, af Skikkelse som en Stabbe eller Huggeblok, og kaldes Tusnastabben; af dets 3 Fordelinger kaldes det Stabben, Lille-Stabben og Lille-Øre eller Stab-Øre.
Ligeudfor Stabben ligger Solskær, og adskilles fra Samme ved det fra Øst til Vest løbende Nout-Sund. Paa denne Øe er Gaarden Solskjæl eller Solskær ude ved Edøe-Fjorden, ligefor Skibsledet til Trondhjem og for Edøe-Kirke. Her er Havn for smaae Fartøier og en Laxvorpe.
Paa nogle smaae Holme under Gaarden seer man adskillige Steendynger eller Røser. Maaskee Kong Hunthiof (12) over Nordmøer og Naukve af Romsdal, som paa dette Sted faldt i Slag med Kong Harald Haarfager, hvile her, samt Kongerne Audbjørn af Fjordafylke og Arnvid af Søndmøer, som her omkom i et andet Slag med samme Konge.
Atter forefaldt paa dette Sted Aar (13) 1206 et Slag imellem Kong Inge med Birkebenerne og Kong Erling Steenveg med Baglerne, af hvilke Sidste Nogle bleve slagne ved Solskær og Nogle ved Tingvold.
Østenfor Stabben møder Immersundet, som bærer Navn af Imberfuglen, her kaldet Imber (Colymbus arctiens Hymber). Dette Sund, hvilket er ikke 1/8 Miil bredt, gaaer imellem Stabben og den store, skjønne Ertvog-Øe, af hvilke ikkun de Gaarde, som ligge paa Øens vestre Side, høre til Edøe, nemlig disse 8: Klaven længst ind, Indre-Fuglevog, Ytre-Fuglevog, Alsvig eller Olsvig, Hundhammer, Lien, Ormbostad og Høvig, hvor Laxvorpe, i en Bugt af samme Navn, den yderste Gaard i Immersundet, grændser til Vingsternæs, som er den første i Oure paa denne Side. Ertvogøens øvrige store Tal af 37 Gaarde hører til Oure. Meer end den halve Deel af Edøe-Sogns Almue boer indenfor Edøe-Fjord.
Paa visse Steder af disse indenfor Fjorden beliggende Øer gives langs Fjeldsiderne og i Dalene lidt Fyrre- og Løv-skov, baade til Gaardenes Vedligeholdelse og til fornødent Brænde, men, naar faa undtages, Lidet eller Intet til Udførsel. Ingen Mangel paa Planter, som under samme Klima voxe enten i det Høie eller det Lave. Jordarten er deels Leer, deels Sand, Our eller Myr. Paa Fjeldlierne og de andre Marker avles Høe, og ved Roden af Fjeldene have Beboerne Agre, som besaaes med lidt Byg, Blandkorn eller Havre, og give i gode Aar temmelig Afgrøde. Potatos dyrkes ikke meget, og Nogle have om Foraaret Intet af egen Beholdning at lægge i Jorden. Da Gaardene, hvoraf de fleste ere kornvisse, tillige ligge beleilige for Fiske- eller Silde-Fangst, som undertiden indbringer Noget, ere Folkets Vilkaar her i Almindelighed taalelig gode. Paa Tustern gives Hjorte, naar ikke Ulve komme og ødelegge eller forjage dem, undertiden Bjørne, men altid mange andre Slags vilde Dyr og Fugle paa denne og de andre store Øer.
Edøe-Kald har havt nogle gode Gaarde paa det faste Land paa Tusterfjordens indre Side, men de afgik ved sidste Vacance i Aaret 1813 til Stangvigs Annex Halse, hvortil de ikkun have kort Søvei fremved Landet og ind i den lille, smale Skaalvik-Fjord til Gaarden Baardsæt, derfa skjøn Landevei 3/8 Miil til Kirken; derimod tilforn baade farlig og lang Vei til Edøe. Disse Gaarde ere Kletten, Glommen, Stigan, Indre-Taknæs, Ytre-Taknæs, Sollien og Strand; til denne Sidste samt til begge Taknæs-Gaardene ligge Laxvorper.

Dyr og Planter paa Smølen
Vistnok falde paa Smølen haarde Søreiser over større og mindre urene Bugter og Svaer, der dannes imellem Øer og Holme, fornemmelig naar vestlige og nordvestlige Vinde herske; men om Sommeren i godt Veir er det meget muntert, da her gives en utallig Mængde af Søfugle og andre, som her udklække Unger. Af Gaaseartede, saasom: vilde Gjæs, iblandt hvilke Rotgaas eller Goul (Anas Bernicla), Fagergaasen, ogsaa her kaldet Rød-Bælte (Anas Tadorna Linnæi), fuldkommen svarer til sit Navn, Havsulen (Pelecanus Bassanus), Englændernes the gannet, the soland goose, og Hollændernes Jan van Gent; Ænder og Maager af mange Sorter, saasom: Thøva eller Tyv-Jo (Larus parasiticus), Klubalken (alca Toirda), Lunden (alca arctica), Hys-Thomas eller Borrefjerten (alca alle), Lire (Procellaria Puffinus), Teiste (Columbus Grylle), som værper langt ind i Steenurer, hvis Æg ei ere gode at faae fat paa, Tennen med den sorte Hætte (14) (Sterna Hirundo), smuk, men støiende, ofte i stor Forsamling, kommer imellem Pintse- og St. Hans-dag, lægger af alle Søfugle, saavidt vides, sidst Æg; ogsaa mange Høg-, Skade-, Sneppe- og Spurv-Artede, saasom: Fiskeørne, Ravn (Corvus corax), lægger Æg meget tidlig, allerede i April, mishandler den fredelige Edderfugl, griber den i Nakken, kaster den af Redet, huuer Hul paa Æggene og drikker dem ud; Heirer, Spover, baade den større (Scalopax arqvata) og den mindre (Scalopax Phæopus), Mokkergauken eller Myrbukken (Scalopax Gallinago), Qvikketjeld (Scalopax Totanus), som kommer om Vaaren i Saatiden, Fjærepisten (Tringa striata), Viben (Tringa Vanillus), Agerrixe (Ralius Crex), Ænglærke (alauda pratensis), Qvernkald eller Fossekald (Sturnus Cinclus) er her hele Vinteren; jeg har faaet een ved Juletider i stærk Frost. Af Dyr: Kobber af flere Sorter, Oddere, Harer i stor Overflødighed (15), større end de, som sælges fra det faste Land; 3de Stykker bleve udsaatte i Aaret 1768 af Postmester Johan Koren Christie, som da var Fuldmægtig hos sin Onkel General-Auditeur og Byfoged Peter Frederik Koren, daværende Eier af Smølen, hvilke have saa overordentlig formeret sig, at de næsten ere Folket til Byrde, men give dem dog ved Salg til Kjøbstaden nogen Fortjeneste. I Aaret 1773 lod bemeldte Eier af Øen bringe derhen 3de Kaniner; men de bleve strax Bytte for Ørne. Her ere Fiske af alle Ordener, af dem med bruskede Been (chondrop terygii), Skater, ogsaa Haaer af Mange Slags, deriblandt undertiden Brygden (Sqvalus maximus) og Haakjærringen eller Haaskjerdingen (Sqvalus Carcharias), som eftersættes og fanges fornemmelig af Beboerne paa Veiholmen; men denne saa brændende hede Sommer 1816 dog forgjæves. Af apodis eller som ingen Bugfinner have: Aal, Steenbider o.fl. Af jugulares eller Halsfinnede: Hysen med Flekken (Gadus æglefinus), Blege (G. Merlangus), Kulmund, kulsort i Munden (G. Merluccius), Aaleqvabbe (Blennius Raninus), Torsk, Sei og andre. Af Bringfinnede eller Thoracici: Rognkjækse (cyclopterus lumpus), Bjerggylte (Labrus Suillus), Kune?ane (Trigla Herunda), mange Sorter Flyndre, Qveite &c. Af Bugfinnede eller abdominales, saasom: Laxer og Ørreter, Laadde (Salmo arctiens) har sit Navn af et laaddent Sting paa Siden, Sild m. fl. Uden Gjælledækker eller Branchiostigi: Nebbesild, Søbæver og andre. Af vingeløse Insecter (aptera): Hummere, Krabber, Krabtasker med andre. Af skaldækkede Orme (Testacea): Østers, Musling, Koskjæl, Harpeskjæl, Bækreskjæl, Alkleskjæl Albuskjæl?, Sandmiger &c. Af Conchylier med bestemte og ubestemte Omvred adskillige. Af crustacia: Korstrold (Asterias rubens), Kragebold (Echinus, baade esculentus og Spatagus) samt flere. Af Coraller eller Lithophyter = Steenplanter: Madrepora pertusa Linnæi, spidskantet eller purpufarvet Madrepor (Madrepora muricata), S. N., I. Tom., Ed. 12, p. 1279, No. 33, som ogsaa kaldes Abrota noides eller Abrod-Corallen; den graae Coral, som er beskreven og aftegnet i Pontoppidans Naturhistorie, 1ste Deel, S. 258, No. 6, Bogst. C, (Madrepora Damicornis); steenmosdannet Millepor (Millepora Lichenoides) i samme 1ste Deel, p. 258, Tab. 14, D og E, p. p. Af Dyrplanter (Zoophyta): Gorgonia lepadifera & flabilliformis), Grundveed (Alcyonium arboreum), paa Svensk Hafsgran (16), Søvisten (Spongia Ventilabrum) og andre.
En stor Herlighed har man ogsaa paa Smølen i den Mængde Multebær, som der gives, naar ikke Storm og Regn bedærver Blomsterne før Befrugtningen. I Hopens Sogn gives Meest, og der har man korteste Vei efter Samme; dog tillige Noget paa den nordøstlige Side af Øen, samt paa flere Steder; men der ere de, som maae gaae 1 eller 1 1/2 Miil oven Øen, før de kunne sanke Noget. Mange Ankere Multegrød sælges visse Aar til Christiansund; i dette bleve 108 angivne her paa Consumtions-Contoret, hvoraf næsten Alt Grød, Ubetydeligt af Bær. Forrige Aar 1815 var saagodtsom Intet tilfals. Skade, at man ofte afplukker Bærret, førend det er modent, og ellers ei allevegne paa det bedste behandler denne nydelige Frukt

Land-Brug og Handel paa Smølen
Det er ilde, at et saa skjønt Land, som Smølen er, ei skal være bedre dyrket. Mængden gjør endnu Søbruget til sin Hovedsyssel, Endeel næsten til sin eneste. Nogle have vel, især paa Øens indre Sider, begyndt med Jordens bedre Dyrkning, men Alt i det Smaae; Andre lade det blive ved det gamle. Mange Gaardmænd eie ikke Hest, men berede Ageren ved Spade eller Græv. Ei alene fra Værene, hvor man undertiden har kastet Gjødselen, som noget Unyttigt, paa Søen, men endog fra skyldsatte Gaarde, saasom Jeldberg og Steensønæs, har man her i Christiansund hentet flere Jagtladninger af Gjødning. Her veed man bedre at sætte Priis paa den, endskjøndt man har for det Meste ikkun nøgne Bjerge, som bedækkes med Myrjord og dyrkes. Ogsaa have Bønderne paa den ypperlige Gaard Halse i Stangvig-Præstegjeld kjøbt og ført Gjødning fra Smølen. Hvormange omkring Fiskeværene liggende Holme og Øer vilde ikke ved noget Arbeide og Gjødning give skjønt Græs, om ikke Korn, naar det var undertiden Tilfældet, at Møgen, denne Agerens Moder, ei kunde benyttes paa Værene selv. Smølens ydre og nordre Side ligger vel ikke saa beqvemt for Agerdyrkning, som de andre, da den er meest udsat for kolde Stormvinde; men hvilket Stykke Jord findes vel nogetsteds, som ikke paa en eller anden Maade kan dyrkes og forbedres? Man holder endeel Faar, hvoraf mange gaae ude paa Holme hele Vinteren, men ikkun lidet Uld engang imellem er i Byen tilfals; derimod tilbytte Surendalinger sig undertiden Uld af Smølens Folk mod Liin, Potatos m. A. De mange Søfugle afgive baade Duun og Æg; begge Dele forbruges oftest hjemme. Af Tang har man brændt Aske, og deraf tilforn udført Betydeligt, saavel til vore egne Glasverker som mange Ladninger til Storbritannien, fornemmelig til Newcastle og Liverpool; men i senere Tid Lidet eller Intet, da Nordmøers øvrige Almue er heel opbragt paa denne Brænden; thi den er af Formening, at Røgen er til Skade baade for Land- og Søe-brug, og betager Fiskerne deres visse Mærker i Fjeldene til at finde Fiskegrundene. Dette Sidste kan vel have Grund; det Øvrige neppe. Det er tungt, at en saa vigtig Handelsgreen skulde ophøre, naar den ikke maatte hindre de mere vigtige, men de kunde bestaae med hverandre (17). Tolden paa denne Artikel er ellers nu saa forhøiet i England, at det aldeles ikke svarer Regning at udskibe Samme derhen.

Folket
Folket paa Smølen kaldes gemeenlig Smøla-Væringer, de paa Tustern Tustnare. I Almindelighed ere hine smaae af Væxt, tildeels magre og gustne, hvilket den ikke undrer sig over, som kjender deres Levemaade: de arbeide som tiest ude paa Søen om Natten og sove om Dagen, boe i lave og snevre Stuer, hvor der ofte er ond Lugt og usund Luft af vaade Søklæder; de spise megen haard, vindtørret, speget, ufordøielig Kost, meget Fisk og Lever, og drikke ofte slet Vand dertil. Tobak elske de meget, som Søfolk gjerne gjøre; paa Søen ere de flinke og duelige, men bruge ofte gamle Baade, som ikke hvert Aar overstryges med Tjære, benytte ogsaa længe forslidte Touge. I udvortes Adfærd ere de høflige, ogsaa Mange i Grunden gode; men Alle have de ikke det beste Rygte for deres Forhold, naar strandet Skib og Gods er under deres Land. Muligt, det passer sig paa Nogle af dem, hvad skrevet staar om hine paa Anholt (18): Hver lever christelig og nærer sig af Vrag.

Topp

Fodnoder
1 Oure: Kaldet Øffre i et Kaldsbrev, udstædt af Thage Thott Andersen til Egede, Befalingsmand over Thrundhjems Lehn (Biskop M. Anders Arsboes store Forfølger), til Præsten Hr. Peder Krabbe, dat. Ørjelands Præstegaard den 1ste Mai 1623; ligesaa i en Bevilgning af Oluf Padsbe??ig til Jernedtt, Ridder, Danmarcks Riges Raad og Befalingsmand over Thrundhjems Lehn, at en Gang maatte opbygges i Øvre-Fredøe-Bæk, dat. Øffre-Præstegaard den 27de Juli 1641. Allerlængst tilbage i Tiden kaldtes det Aurum: Hr. Olaf Suarte, Sogneprester a Aurum a Nordmøre, 1460 i et Pergamentbrev paa Gaarden Aspen i Fredøe-Sogn.
Tilbake

2 Hr. Christopher Vildsøe: En from og lærd Mand, som havde ei fyldt sit 25de Aar, da han fik dette store Kald, som han dog ikkun nød paa 9de Aar; thi han døde Langfredag den 4de April. Giftede sig den 21de Januar 1746 med Marthe Angell, Enke efter Hr. Johan Plate, residerende Capellan ved Domkirken i Trondhjem, fik med hende 3 Stifbørn, men efterlod sig ei Børn. Han var før Rector til Svendborgs latinske Skole paa Fyen, havde reist udenlands, og var en yngre Broder af Dr. Poul Mathias Vildsøe, som 1764 blev Biskop i Aarhuus.
Tilbake

3 Hr. Jacob Arøe: Født 1709 den 19de Febr. i Thye, Aalborg-Stift. Hans Fader Otto Arøe. Dimitteret fra Aalborg-Skole 1732, og blev 1747 den 30te Juli residerende Capellan her, indviet i Trondhjems Domkirke af Hr. Biskop Ludvig Harboe. Sognepræst til Edøe 1749 den 30te Juni, døde 1774 den 22de Decbr., gammel 65 Aar 10 Maaneder 3 Dage; en brav og virksom Mand, omtales med Berømmelse af Biskop Gunnerus i det Trondhjemske Vidensk. Selskabs Skrifter, 3die og 4de Deel; var gift med Anna Dorothea Thune. Deres Børn, 2 Sønner, Nicolai Otto og Immanuel, reiste begge efter Faderens Død ned til Danmark; om de leve og i hvilken Næringsvei, mig ubekjendt. Moderen, en Kone af fortræffelig Charakteer, indtraadte i nyt Ægteskab 1776 den 27de Marts med Capitain Augustinus Meldal til Halse-Gaard, og reiste nogle Aar efter hans Død, som indfaldt 1782, over til Iisland, for at være hos sin Stifsøn Amtmand Thomas Hammond Meldal paa Bessestads Kongsgaard, hvor han døde 1791 den 29de Juni og hun den 19de November samme Aar.
Tilbake

4 Smølen ... Længden fra Syd til Nord: C. J. Pontoppidan siger i sin geografiske Oplysning om Norge, at den er 2 1/2 Miil lang og Averøen i Qvernæss Kald næsten 2 Mile; dette Sidste er formeget, det Første nok forlidet.
Tilbake

5 Sva Et Sva kaldes her ved Søkysten en Bugt af Fjord eller Hav imellem Øer og Holme.
Tilbake

6 Kobberverk ... intet Udførligt har jeg seet eller læst derom Det af Hr. Etatsraad Fr. Thaarup anførte Manuscript paa Omslaget af den topographiske Journal for Norge, 5te Hefte, No. 27, nemlig Beskrivelse over mærkværdige Ting ved Øen Smølen, kjender jeg ikkun af denne Antegnelse men ei af Indhold. Procantsler Pontoppidan siger i sit Forsøg til Norges naturlige Historie, 1ste Deel, S. 326, at paa den Øe Smølen, ikke langt fra Lille-Fosen, som nu kaldes Christiansund, havde et Participantskab for 50 Aar siden (det er omtrent 1722) begyndt at bryde en der forefunden Kobbermalm, men at Uenighed og andre Aarsager hindrede Fremgangen.
Tilbake

7 Oddere ... som der eftersøges og skydes Anmærkning af Hr. E. H. Kempe.
Tilbake

8 Arnøen .. Skibshavn ... beqvemmere for ud- end ind-gaaende Skibe Beskrivelse til Korterne over de Norske Kyster, udgivet fra det Kongl. Søkort-Archiv, 1ste Hefte, S. 20-21.
Tilbake

9 Sei Den lille Sei, som i første Aar kaldes Mort, i andet faaer den Navn af Drottemoen, i tredie af Middel-Seil, i fjerde og femte af Halv-Ufs-Sei, i sjette Halv-Sei-Ufs og i syvende endelig Sei-Ufs. S. Professor Johan Christian Fabricius's Reise nach Norwegen, S. 274.
Tilbake

10 1 Miil lange og ligesaa brede ... Øe Tustern Efter Pontoppidan; men Bønder ansee den ikke for at være meer end en god halv Miil bred.
Tilbake

11 Tusser, Trold eller Jotuner, hvilke da og i senere Tid maae have boet her See om dem G. Schønnings Indledning til den Norske Historie, 4de Capitel, S. 15-16.
Tilbake

12 Slag med Kong Harald Haarfager Aa. 881-82. See G. Schønnings Norges Riges Historie, 2den Deel, S. 66-73.
Tilbake

13 1206 ... Slag imellem ...Birkebenerne og ... Baglerne J. Rami Norriges Kongers Historie, S.239.
Tilbake

14 Tennen med den sorte Hætte Den udødelige Linnæus siger i Systema naturæ, at Han og Hun leve uadskillelige i Monogamie.
Tilbake

15 Harer Haren finder her Skjul for sin Fiende Ørnen deels i Lyng deels i Steenurer. Flere Mennesker, som ere fødte og opdragne paa Smølen, have forsikret mig, at Ræven ikke har Tilhold her, men vel Røskat eller Hermelin (Mustela Erminea).
Tilbake

16 Grundveed See Museum Tessiniarum, Holmiæ 1753, Side 120, Tab. X., paa hvilken den er ypperlig afbildet
Tilbake

17 Af Tang har man brændt Aske ... Røgen er til Skade ... for Land- og Søe-Brug ... de kunde bestaae med hverandre En meget læseværdig Afhandling om denne Materie er udkommen i 8vo. i Newcastle upon Tyne under følgende Titel: Observations*) faites par ordre du Roi sur les côtes de Normandie, au Sujet de effets pernicieux qui sont attribués dans le Pays de Caux, a la Fumée du Varech, lorsqu'on brule cette Plante pour la reduire en Soude.
*) Ces observations out été lues a l'Assemblée publique du 18 Novembre 1771 par M. Tillet, tant au nom de M. Fougeraux, qui de sien, Membres l'un & l'autre de cette Academie.
Tilbake

18 Hver lever christelig og nærer sig af Vrag I Holbergs Peder Paars, 2den Sang.
Tilbake

Topp